Nr. 9-10: sep.-okt. 2001 - Årgang 51

Indhold INDGANG LEDER ORD TIL KIRKETIDEN ARTIKEL 1 ARTIKEL 2 NOTER & NYT MENIGHEDERNE GUDSTJENESTER	LEDER: Kors og Koran
	ORD TIL KIRKETIDEN: Bekend troen! Prædiken over Romerbrevet 10
	ARTIKEL 1: Twana-konfirmander
	ARTIKEL 2: Børnehjemmet i Moreira
	NOTER & NYT: Konkordieformelen på dansk. Nådemidlerne
	FRA MENIGHEDERNE: Høstgudstjeneste, Konfirmand-weekend. Kollekter - hjertelig tak!
	GUDSTJENESTER ØERNE: Køæbenhavn, Langeland, Svendborg - JYLLAND: Løsning, Århus, Haderslev

Bestil bladet på post@vivit.dk og få det med posten hele året for 100 kr.

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16). Det er evangeliet for alle uden forskel.-	LEDER Kors og Koran "Det er på høje tid at beskæftige sig med Islam" skriver lederen i Bleckmarmissionens blad 4/2001. Jeg tager tilfældigt avisen fra 4. sept. og læser. "Muslimer mister indflydelse på gravplads." Næste side: "Muslimske helligdage i skolen til debat." Næste opslag: "Kirkeminister støtter islamkonference." Og nu kirkebladet! Næppe mange er begejstrede.Hvad skal vi gøre? Islam er næststørste trosamfund På arbejdsplads, i skole, i tog, i nabolag, i politik møder kristne muslimer. Store kulturelle forskelle gør det svært at forstå hinanden, selv hvis det lykkes at tale samme sprog! I så henseende kan vi opleve en kulturel kløft til kristne fra de "muslimske" lande - og dem er der faktisk ikke så få af. Lad os bede for dem! Men hvordan møder vi som overbeviste kristne lige så overbeviste muslimer? Og hvordan møder de os? "På begge sider er der fare for, at man føler sig truet" mener missionslederen. "Man lægger afstand eller udvikler måske ligefrem en fjendtlig holdning." Det ser vi tydeligt i samfundet, hvor der endog spilles på det for at opnå politisk gevinst. Hvad er en kristen holdning? Missionssekretær Gerhard Heidenreich skriver: "Her må vi som kristne se en opgave i at vise andre, hvordan man kan omgås muslimske medborgere fredeligt. Vores tro på Den treenige Gud og på hans Ord og Sakramenter giver os et godt grundlag for at møde dem åbenhjertigt og med respekt for deres tro og måde at leve på. De første kristne stod med en tilsvarende udfordring i den tids multireligiøse samfund. Men kristne har også en anden opgave." Vi er kaldet til at vidne Det er ikke så svært, når mennesker med muslimsk baggrund selv spørger til, hvad den kristne tro er. Sådan kan Missionsbladet berette om dåb i Leipzig af 2 iranere. De havde været forfulgt i Koranens navn og var blevet åbne for Korsets evangelium. Fra Durban i Sydafrika fortæller en missionær blandt hinduer om en husbibelkreds, der åbnede kontakt til en islamisk familie, som blev døbt. Og nu er flere muslimer kommet til. Mennesker med muslimsk baggrund kan altså åbnes for troen. Vigtigt er det, at vi også er åbne for dem i hjem og menighed og for at samtale om tro, både deres og vores! Men hvad er muslimsk tro? Det er værd at vide lidt om, så vi ikke gør os vrangforestillinger - som mange danskere gør det om kristendom! Jeg refererer fra en artikel af i Missionsbladet. Jesus i Islam "Islam" betyder "underkastelse" og betegner menneskets forhold til den eneste ene gud, som kaldes Allah. Koranen er Islams helligskrift. Den blev åbenbaret for Muhammed fra 40-års alderen og frem til hans død år 632 e. Kristi fødsel. Men Koranen har altid været hos Allah. Derfor er Islam både den yngste og ældste religion. Koranen ses som Allahs eget ord. Den fuldstændiggør og retter Bibelen, som den anses som en forlængelse af. Allah forstås som fælles gud for jøder, kristne og muslimer. Og den sande tro har levet fra begyndelsen. Korset er anstødeligt Koranen kender ikke et syndefald og har derfor heller ingen frelseshistorie. Jesu liv og død og opstandelse til syndernes forladelse har man ikke brug for. Jesus anses for en stor profet, der gjorde undere. Koranen omtaler hans helbredelser af blinde og spedalske. Og hans bebudelse og fødsel beskrives detaljeret. I Koranen har Jesu korsdød aldeles ingen frelsesbetydning. Tværtimod ville en sådan død være ensbetydende med, at hans gerning som profet var mislykkedes. Det kan ikke ske. Derfor benægtes Jesu' død på korset: "Det var ikke ham, de myrdede og korsfæstede, men en anden, der lignede ham" siger Koranen. - Afstanden til kristen tro er lige så stor som til gammeldansk "vorherre-tro", der heller ikke vil vide af korset! Korset alene frelser "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16). Det er evangeliet for alle uden forskel.- En budhist-munk, dødsdømt for mord, ytrede som sit sidste ønske at blive døbt. "For" som han forklarede "kun i den kristne religion er der tilgivelse." Og den tilgivelse har vi del i ved dåb og tro på Jesus. - Gud give os i gerning og ord at være åbne vidner om tilgivelsen! Vagn Lyrstrand
... I dag kan vi spalte et atom, udnytte solenergien, gå på månen, kortlægge menneskets gener. Men vi kan stadig ikke styre os selv!	Ord til kirketiden Missourisynodens nye næstformand, pastor Daniel Preus, besøgte den 19. august menighederne i Århus og København. Ved gudstjenesten i Martinskirken prædikede han over Romerbrevet 10,9-15. Prædikenen bringes her i uddrag (Oversættelse og redaktion ved VL): I Jesu navn, kære venner! I dag kan vi spalte et atom, udnytte solenergien, gå på månen, kortlægge menneskets gener. Men vi kan stadig ikke styre os selv! Vi er stadig syndere, der behøver en frelser. Derfor må vi også stadig holde gudstjeneste og forkynde evangeliet. For som teksten siger: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Hvem som helst, der vender sig til Herren for at få tilgivelse, får evigt liv som en fri gave. Så enkelt er det. Stoler du på Kristus og hans gerning for dig på korset, så har du evigt liv! Men stoltheden hindrer mange For det stolte menneske har ikke lyst til at blive frelst blot ved at stole på Gud og hans nåde. Man må jo da indrømme, at det er ufortjent. Men vi vil gerne tage os godt ud. Vi går på slankekur, bruger kosmetik, barberer os, køber smart tøj, bærer smykker, børster tænder, sætter hår osv. Når man har gjort så meget for et godt udseende, er det ikke morsomt at høre den sandhed, at man slet ikke ser godt ud - i Guds øjne, men at man for sine synders skyld er beskidt og uren! Man glæder sig ikke over sandheden, når den rammer én selv, afslører og dømmer én. Dybest set ved man godt, hvordan det er, men man vil ikke høre, at ens synder er blodrøde. Og derfor kan og vil man heller ikke høre, at Gud vil gøre dem hvide som sne. Og da bliver frelsen, som er så enkel, umulig. Fordi stoltheden står i vejen. Uvidenhed er en anden hindring Mange mennesker ved sørgeligt lidt om, hvad kristendom er. Nogle tror, at kristendom består i at gå i kirke, at give penge til kirken, eller at være god ved andre og at leve et pænt liv. Nogle mener at kristendom er ikke at ryge, drikke, danse, spille kort osv. Men kernen i kristen tro er Kristus i egen person, hans liv og lidelse, død og opstandelse til vor frelse. Og det er utroligt, så mange der ikke ved det. De erkender, at de er syndere; og at Gud må være vred på dem for deres synders skyld. Men de er uvidende om den tilgivelse og frelse, som tilhører alle mennesker ved Jesu, Guds Søns, død og opstandelse. Vi må give dem Evangeliet! For som apostelen siger: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro ham, som de ikke har hørt om ham? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Som kristne må vi bekende evangeliet for dem, der ikke kender det. For de kommer i Helvede, hvis de ikke hører det! Det ved I jo, ikke sandt? Og du har mennesker tæt på dig, som ikke vender sig til Jesus i tro! Men hvordan skal de nogensinde søge frelsen hos ham, hvis de ikke ved, at han både kan og vil frelse dem? Og hvordan skal de få det at vide, hvis ingen fortæller dem det? Du må aflægge en bekendelse Teksten siger: Hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. - Med hjertet tror du og bliver retfærdig; med munden bekender du og bliver frelst. En kristen kan bekende troen på Kristus på mange måder, bl.a. ved at deltage aktivt i gudstjenesten. Og det gør Djævelen meget for at forpurre. - En dag så jeg i gudstjenesten en lille dreng, som sad med salmebogen opslået og sang af fuld hals. Men så så han, at hans far end ikke havde åbnet salmebogen. Drengen lukkede da også sin salmebog og satte sig som sin far med armene over kors. Hvad tror I, den dreng lærte af sin far? At det ikke er nødvendigt at lovsynge Gud? At sang er for piger? At vi ikke går til gudstjeneste for at tilbede, men for at blive underholdt? Jeg ved det ikke, men ved at følge sin fars eksempel snød han sig selv for glæden ved at lovprise Gud. Sådan bekender vi både ved det, vi gør, og ved det, vi ikke gør! Bekend til frelse! Man kan være så bange for at aflægge en svag bekendelse, at man ender med at aflægge den allerværste: INGEN. Og dermed bekender man som Peter i ypperstepræstens gård: "Jeg kender ikke det menneske!" Kan man forestille sig, at en kristen, der kender den dyrebare frelse, ikke vil dele denne viden med andre, som ikke kender den? Ville det ikke være en frygtelig synd? Jovist, men så er vi jo også syndere! Netop derfor kom Kristus: For at tilgive os vore synder. Og han tilgiver os - også den synd, at vi skammer os, er flove ved eller bange for at fortælle andre om ham. Ja, han har virkelig tilgivet os. Og nu siger han så til os: Husk! Enhver, som påkalder Herrens navn skal frelses! Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Og hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? - Altså må vi fortælle dem det ved fortsat at deltage aktivt med bøn og offer i gudstjeneste og mission - indtil Jesus kommer igen. Amen.
... ... Hvad gør I til eksamen? - spurgte jeg så. Jeg tænkte, at vi kunne tale om deres personlige udfordringer. Svaret overraskede: "Vi går til medicinmanden og får et middel. Vi beder præsten om forbøn. Vi beder forfædrene om at hjælpe os. Og vi beder Gud om hjælp." Skridt på samme vej til løsning af problemet.	Artikel Tswana-konfirmander På en ny missionsmark i Afrika er meget ubekendt og uvant. To kulturer støder sammen. Det prøver missionæren at være sig bevidst. Men man er ikke altid hurtig nok til undgå misforståelser... skriver Christoph Weber, der nedenstående beretter om oplevelser som ung missionær i Botswana. Min første konfirmandtime Som studenter diskuterede vi meget, hvordan man bedst kunne møde mennesker med evangeliet. Og vi mente, at man nok kunne komme i samtale med alle ud fra Luthers forklaring til Det første Bud: Det, dit hjerte hænger ved, er din gud. Sådan gik jeg som "missionær-elev" til min første konfirmandtime i Kanye. Pastor Maragelo var af en eller anden grund blevet forhindret. Så jeg måtte meget pludseligt træde. Men jeg havde min plan, og spurgte: Hvem er Gud? Men spørgsmålet mødte en mur. De forstod det ikke. Det var åbenbart selvfølgeligt for dem, at Gud er Gud og lige så indlysende, at intet andet kan være Gud. Spørgsmålet forekom dem meningsløst. Om man går i kirke eller ej, så ved enhver da, at Gud er! Men jeg ville ikke lade mig slå ud og spurgte så: Hvem vil I søge hjælp hos, hvis I bliver syge? Det var åbenbart nemmere. De nævnte flere ting, som de ville gøre sideløbende: De ville gå til læge. Opsøge medicinmanden. Henvende sig til præsten. Bede forfædrene om hjælp. Og bede til Gud! Vi fik snakket lidt om hvert enkelt af deres svar. Kommentar til overvejelse Måske her også var nogle emner for os at samtale om: Hvem stoler vi på under sygdom?- og hvorfor? Er det ikke meget i samme retning: Læge, alternativ medicin, de gamles husråd. Men hvad med Bibelens ord om at kalde præsten til? Og hvordan beder vi til Gud? Hvilken forståelse af virkeligheden har vi? Hvad gør I til eksamen? - spurgte jeg så. Jeg tænkte, at vi kunne tale om deres personlige udfordringer. Svaret overraskede: "Vi går til medicinmanden og får et middel. Vi beder præsten om forbøn. Vi beder forfædrene om at hjælpe os. Og vi beder Gud om hjælp." Skridt på samme vej til løsning af problemet. Jeg manglede svaret: "Vi læser, så vi kan det stof, vi skal op i." Så jeg spurgte: Hvad med jeres forstand? Og da var de helt tydeligt overbevist om, at jeg intet begreb: At stole på sig selv duer da ikke til noget! En ældre missionær bad altid for børnene, om at Gud ville hjælpe dem til at huske, hvad de havde de lært. Det var de ofte utilfredse med, for da kom de selv for meget med i spillet. De søger blot nogle ekstra kræfter. Kommentar til overvejelse Vi krydser fingre. Indtager noget beroligende. Beder kristne venner om forbøn. Håber på heldet og lykken. - Hvad er forskellen? Beder vi i lighed med missionæren? Ønsker vi også ekstra kræfter? Kan det være galt? Hvad med hekse? En dag tog jeg i en afsides Kalahari-landsby en lærerinde og hendes barn med op at køre. Hun fortalte straks om en heks, der forfulgte skolens lærere. Indenfor de sidste 2 år er var 3 lærere omkommet på samme vej! Selv havde hun netop overlevet en ulykke. Jeg spurgte til enkeltheder i det ene tilfælde. Det viste sig at være en lærer, der gerne kørte stærkt. Han var blevet træt af at køre bag en lastbil og havde overhalet, selvom han i støvskyen ikke kunne se de modkørende. - Men hun så hekse! Det er svært for en tswana at tale om skyld, når man ikke kan se, at man er ansvarlig for sit liv. Hvilke store følger det kan få i forhold til Afrikas svøbe AIDS, er let at se! Kommentar til overvejelse Hvad betyder kristen tro for vores forståelse af ansvar og skyld? Hvad betyder det at kunne sige: "Jeg tror, at Gud har skabt mig med mine evner?" Og "at Jesus har genløst mig?" Hvad betyder det for mission? Missionens opgave - er ikke blot bringe lapper til en sandhed, der allerede kendes. Men vi oplever, at evangeliets forkyndelse i Afrika støder på en anden forståelse af virkeligheden. Er missionæren sig det bevidst, vil han ikke optræde som bedrevidende, men hans forkyndelse kan da møde bedre forståelse. Oversat fra tysk, redigeret og kommenteret ved Vagn Lyrstrand
... Det er tid til, at I hører nyt fra jeres venner i Moreira!	Artikel 2 Hilsen fra børnehjemmet i Moreira, Brasilien Hallo, kære venner! Det er tid til, at I hører nyt fra jeres venner i Moreira. På denne årstid plejer børnene at være faldet godt til, fordi skoleåret jo begynder i marts, og derfor her i maj-juni har de første store forandringer bag sig. Men I år har alt været anderledes. Det kom bag på os, at Marques' familie (Ari, Cleni, Marinez e Luis Henrique Moura) netop har forladt os. De havde ansvaret for kyllingefarmen og for markarbejdet. De har altid haft det svært - også før de kom til vores hjem. Men vi havde ikke forestillet os, at de ville forlade os. For det så ud, som om de havde det godt her på hjemmet. ... Vi vil savne dem meget. Da vi ikke havde nogen til at sørge for landbrugs-arbejdet på det tidspunkt, søgte vi efter en familie, som kunne hjælpe os med det arbejde. ... Gud hørte vor bøn, da Bordim's familie flyttede ind kort efter. Det er meget ydmyge mennesker, og de har oplevet meget svært i livet. - Deres familie består af faderen, Bermiro (62), hans kone Celi (55), sønnen Valtair (20), datteren Rozenilde (23) og hendes tre døtre. Vi har også føjet 3 brødre til vores familie. Deres mor blev enke for nylig og havde ikke mere økonomisk mulighed for at sørge for sine drenge. Derfor tog vi den 22. maj imod William (12), David (10) og Jonni (8). Det var en stor glæde for os, da vi i Gramado modtog en æresbevisning i forbindelse med volontør-tjenesten. Mange byer i Brasilien har organiseret "volontørtjeneste", og vores hjem har været særlig aktiv i det at give volontører opgaver og tjenester. Æresbevisningen betød, at vi fik råd til at købe computere til skoleundervisningen, ligesom vi fik mulighed for at få hjælp fra en professionel skolepsykolog på hjemmet og i skolen. Der kom også mange andre volontører og spillede og lavede underholdning for vore børn i løbet af "volontør-festugen". Det har været med til at gøre vores institution mere synlig i samfundet. Og det var en synlig frugt heraf, at vi kort efter blev ringet op af en volontør, som var uddannet køkkenchef. Hun hjælper os nu med at lave bedre og sundere mad. Hvor er det godt! Det er også en glæde at kunne fortælle, at fru Neiva da Silva igen kommer på hjemmet og giver specialundervisning. Hun er også selv meget glad for arbejdet. Vi ser frem til, hvad det kommer til at betyde for os alle. Pastor Tealmo Percheron / LGJ
Konkordieformelen på dansk Nådemidlerne	Noter og Nyt Noter og nyt Konkordieformelen på dansk En første prøveoversættelse af en del af Konkordiebogen blev præsenteret på Nord europæisk Luther-Akademi (NELA) i Århus af oversætter pastor Jais H. Tinglund og komite-formand pastor H. O. Okkels. - Anledningen var et besøg af pastor John R. Fehrmann, som informerede om det verdensomspændende literaturarbejde i Lutheran Heritage Foundation (LHF) Den luth. arvs Stiftelse). Pastor Fehrmann uddelte også et informationsblad, hvor man under rubrikken "Denmark" bl.a. fortælles: LHF har ansat pastor Tinglund til at forestå oversættelsen på danske projekter. ... Derved er det også blevet muligt for ham at virke som hjælpepræst i Den evang.-luth. Frikirke. Da arbejdet i Danmark begyndte, blev der spurgt, hvilken luthersk literatur, der kunne være behov for i dette "lutherske" hjørne af verden. Og stor var overraskelsen, da det viste sig, at Konkordiebogen aldrig havde været udgivet i Danmark i fuld tekst. Det nærmeste er en gammel og utilstrækkelig dansk/norsk udgave fra 1868. Samtidig viste det sig, at Konkordieformelen aldrig var blevet antaget i den danske folkekirke. LHF vil også støtte udgivelsen af bladet "Luthersk Kirke" med henblik på, at gøre flere kendt med Den evang.-luth. Frikirkes bekendelsestro teologi. Også andre skrifter, som berører aktuelle emner i dansk kirkeliv er på bedding. ... I oversættelse, udgivelse og udbredelse af disse bekendelsestro skrifter hjælper LHF her igen med at genrejse den ægtelutherske tro, som har været tabt og trues i lutherske sammenhænge verden over. VL Nådemidlerne Under dette emne indbød NordEuropæisk LutherAkademi til symposium den 16.-19. aug. i Århus. Det var det 4. møde af sin art i Norden med ca. 50 deltagere. Fra vor kirke deltog foruden præsterne stud.teol. Nils Rydh og læge Karin Rasmussen. Der er tale om et amerikansk inspireret initiativ af teologer med baggrund i Missourisynoden. I USA som i Norden er formålet om muligt at genrejse bibelsk luthersk tro, lære og kirkeliv. Dertil har man sat sig for at koncentrere sig om centrale emner, som sidste år i Oslo "Lov og Evangelium" og i år altså "Nådemidlerne". Dygtige teologer fra Norge, Sverige, Finland, Danmark, Tyskland og USA bidrog med foredrag om betydningen for troen, kirken og missionen af Prædiken, samt en ret brug af Dåb, Nadver og Skriftemål. Med rig brug af Luther blev det fremhævet, at der er tale om effektive nådemidler, hvorigennem Gud skaber tro, genføder og nærer troen. Nådemidlerne blev til sidst sat i forbindelse med lokalmenighedens liv og kirkens missionskald i verden. Og da blev der virkelig udfordret. Åbent blev det sagt, at nøglemagtens embede til at drive bibelsk kirketugt var berøvet menighederne. Den åbne nadverpraksis blev afsløret som en både historisk og læremæssig nyhed. Og ligeud blev det sagt: Handlede vi blot efter Skriften, hvor anderledes så det da ikke ud! I lyset af sidstnævnte blev der ytret ønske om at få læren om kirken på dagsorden. Bestyrelsen oplyste, at det ville ske i år 2003! Vort ønske for for NELA må være, at det ikke bliver ved foredrag og snak. Søndag blev der bekendtgjort gudstjeneste i Gratiakirken, hvor pastor John Fehrmann prædikede og pastor Daniel Preus bragte hilsen fra Missourisynoden. VL
Høstgudstjeneste i Gratiakirken Konfirmandlejr Kollekter	Fra Menighederne Høstgudstjeneste i Gratiakirken ... døren var åben, da jeg kom. Udenfor stod to tidlige kirkegængere og snakkede. September-regnen mindede om, at sommeren nok alligevel er forbi nu. Trinet til kirkedøren er højt. Men den lille rist med det ekstra trin gør, at selv præsten klarer skridtet ind i kirken. Præstekjole-tasken, bøgerne og min jakke nåede med ind i kirkerummet, hvor menighedens blomster-pige lå på knæ og rettede en høstbuket an i den store blå gulvvase. Blomster og aks og grene. "Hvor hun havde fået aksene fra? ... Ligesom Ruth i Bibelen, fra marken, de aks, som altid skal være til overs til enken og den fattige." Buketterne på alteret var allerede sat op. Små ting, som er store ting. Trofasthed og tjeneste. Man bliver jo glad og nynner en lille sang indvendig. Kirken blev langsomt fyldt op. Kordegnen havde i forvejen advaret mig: "De kommer vist alle i dag - i hvert fald nogle fra hver familie." Og det holdt næsten stik. Børnene og jeg stod nu i kirke-køkkenet med vore kurve med vindruer, æbler, bananer, brød og blomster, mens de sidste kom ind i gangen. Organisten spillede præludium over "Du gav mig, o Herre ..." Og så skulle høstgaver, børn og præst ind, mens vi alle sang: "Vi pløjed', og vi såed ... Alle gode gaver, de kommer ovenned". Der var 7 børn og 9 kurve. Derefter bad vi alle i kor: "Herre, jeg er kommet ind i dit hellige hus for at høre ..." Nu var gudstjenesten i gang. Jeg skulle holde mig særlig tæt til børnene her under første del. Deres høstgaver skulle "bære" vores kanon "Takker, takker Herren Gud! Thi han er så nådig. Miskundhed og godhed varer evindelig!" Og jeg skulle tale med dem. Det glæder jeg mig altid til, selv om det ikke altid er lige let at føle sig lige oplagt. Men i dag var det let. Vi talte om høstgaver - både dem i kurvene og dem på bænkene. Og der var mange forslag til, hvad gaver der var i kirkerummet. Når vi tænker efter, er alt i livet jo gaver. Vi sang et bordvers: "Du føder og du klæder, du plejer mig så vel. Du sørger alle dage for legeme og sjæl. Og det vil gå mig ilde, om du ej holder ud. I tak jeg gerne ville ret elske dig min Gud.". Nu fortsatte gudstjenesten med læsning fra 3 Mosebog 19 og med evangeliet i om den barmhjertige samaritaner. Vi stod for Guds ansigt og bekendte troen i kor. "Nærgående hjælp" - det var temaet for prædikenen over den barmhjertige samaritaner (Lukas 10). Præsten og levitten i teksten var ikke ligefrem nærgående, da de så den sårede mand. De så ham, men gik forbi. Det er ikke til at holde ud, når præster forbigår sandheden og nøden i deres omgivelser. Det er heller ikke rart, hvis medlemmer har så travlt med sig selv, at de overser hinanden og andre. Jeg tror, at vi alle var ramt. Men Jesus var nærgående, nemlig ved at gå tæt på og kalde stærkt til konkret næstekærlighed. Vi har ingen undskyldning for at undlade at give af vores høst og indtægt. Vi har ingen undskyldning for ikke at ofre til det børnehjem i Brasilien, hvor hjemløse og forældreløse børn finder et jordisk hjem og hjælpes til det himmelske hjem. Og samaritaneren var nærgående, nemlig på den måde at han gik tæt på nøden og hjalp den nødstedte og bragte ham til et herberg. På den måde er han et billede på Jesus Kristus, der var nærgående med sin hjælp, da han blev menneske, og da han døde på korset for vore synder. Og herberget i teksten, er det ikke sådan et børnehjem i det sydlige Brasilien, som vi samler ind til i dag? Og er herberget ikke et billede på vores menighed her i Bissensgade i Århus? Tænk, hvad vi får lov at være sammen! Tænk, at den barmhjertige samaritaner bringer hjemløse stakler ind i sit rige ved at føre dem til dette lille herberg! Organisten gav os nogle flotte akkorder før den sidste salme. Og lovsangen bruste: "Nu takker alle Gud ... vort takkeoffer frem, vi bær ydmygelig." Høstgudstjenesten var færdig. Jeg uddelte et brev om vort nye herberg i Risskov ... for vi flytter måske. Det er slet ikke umuligt, at vi flytter "herberget" til Århus Nord. Men det afhænger af fællesskabet - men først og fremmest af, hvordan "samaritaneren" velsigner os frem over, og hvordan vi tager imod hans velsignelse. Børnenes frugter blev båret ud i kirkens forrum. Der var trængsel og hygge, vindruer og kaffe. ... Det er en stor glæde, at vi også i år kan sende høstgaver til børnehjemmet i Moreira i Brasilien. Pastor Leif G. Jensen Konfirmand-weekend Hjarnø 31.aug.-2.sept. 2001 Fredag aften samledes 9 forventningsfulde konfirmand-unge på kajen i Snaptun. Herfra tog pastor Jensen os med på mini-krydstogt til det Hjarnø, som er berømt for gode lejre. Det blev en rigtig "begavet" konfirmandlejr. For vi snakkede om „gaver" og om os selv som givere og modtagere. Og vi fik et arbejdshæfte som gave specielt til os. "Livet - Guds gave til os" og „Gud er både Gud til hverdag og tilfest" var nogle emner vi havde, da vi læste 1. Mosebog 1-2. Vi studerede „Festerne i Gamle Testamente", særligt høstfesten, og forberedte på den måde vores egen høstgudstjeneste. Og vi øvede Katekismus til 3. trosartikel, som siger, at „Helligånden har oplyst mig med sine gaver." Og så var der sigthseeing, badetur og slik og sjov, soverum og telt. Og til slut gudstjeneste i Løsning søndag eftermiddag. Vi er meget glade for sådan nogle weekender, hvor også de, der er konfirmeret kommer med. De 9 fra Hjarnø + LGJ Kollekter Til Den evangelisk-lutherske Frikirke: Årsmødet i maj: 7.520,00 kr. Sommerlejren i juli: 4.252,75 kr. Til litteratur-mission gennem Den lutherske Arvs Stiftelse (LHF): Sommerlejr-basar 8.354,00 kr. HJERTELIG TAK Hovedkasserer Ulrik Bay Jensen
	Gudstjenester Klik ind på www.vivit.dk/kirke