Årgang 50 - i Jesu navn og med tak! |
I Jesu navn og med tak
Kære læser!
Kirke-Nyt udkom første gang i januar 1951. Med år 2000 begynder årgang 50. Det er en stor glæde, at vi har fået lov til at udgive et evangelisk-luthersk kirkenyt gennem så mange år.
I 1951 skrev pastor Walther Michael og pastor Paul Michael:
"Vi sender dette beskedne blad ud ved vennernes støtte og forbøn. KIRKE-NYT vil udkomme månedligt og er tænkt at tjene som bindeled mellem vore menigheder. Det vil bringe bud og hilsen til og fra vore menigheder, så at alle kan følge med i begivenhederne rundt om i menighederne. Fremdeles vil det bringe noter og nyt fra det kirkelige liv i vort land og i udlandet og ud fra Guds ord og den lutherske lære, som er vor frikirkes lære, belyse og tage stilling til aktuelle tidsspørgsmål. Men frem for alt skal bladet være et middel til at bringe vidnesbyrdet om vor frelser Jesus Kristus ud til så mange som muligt. Jesus siger: Den, som vil bekende mig for menneskene, ham vil jeg også bekende for min fader, som er i himlene (Matt 10,32). ... Evangeliet om den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus skal derfor som en gylden tråd trække sig gennem bladets indhold."
Med disse ord fra første årgang byder REDAKTION og EKSPEDITION velkommen til årgang 50. Vi glæder os over at få lov at arbejde for et blad med så klart et grundlag og så godt et formål. TAK for forbøn og al mulig støtte til bladet gennem årene!
Så begynder vi da også denne årgang i JESU NAVN og med TAK til ham: "Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!" (Kol 3,17)
Hjertelig hilsen fra Søren P. Jensen, Jens Nex, Kirstina Strand, Carsten Nielsen, Vagn Lyrstrand og Leif G. Jensen
|
Forventning og bøn |
Ind i et nyt millennium
Et nyt år og årtusinde har taget hul på os, eller vi på det! Der er mange åbne huller. Hvad vil vi fylde i dem, og de i os? Forventning og frygt følges ad. Her har vi brug for at bede i forventning til Frelseren.
År 2000 i forventning
Frygt og forventning har præget verden op til millennieskiftet, som ved andre århundredeskifter og ved det første årtusindskifte efter Kristus. I år 2000 er betydningen af Kristi første komme falmet for mange og dermed også forventningen til hans genkomst. Men hvor forventningen svækkes, styrkes frygten! Op mod årtusindskiftet har man særligt frygtet et sammenbrud i den almægtige computer-styring. Men ?vi overvandt dommedag? meldte radioen 2. nytårsdag.
Nytårsaften kunne en lidt angst lille pige under fyrværkeriet konstatere: ?Så kom Jesus altså ikke!? Og jeg tænkte på en samtale juledag: ?Tror du, Jesus kommer igen ved år-2000-skiftet?? ?Jeg ved det ikke. Men da himlen før jul lyste særegent rødt, tænkte jeg: Kommer han nu?? ?Hvad følte du så?? ?Tja, så kunne jeg jo slappe af.? ?Netop? svarede min medkristne glad. ?Og nogen mener seriøst, at han kommer nu!? ?Ja, men det eneste seriøse i kristen forventning er, at ?den dag eller time er der ingen, der kender.? Derfor: ?Våg altid, og bed!? siger Jesus.
Med frygten skiftet ud med bøn kan vi leve i tryg forventning. Derfor har vi brug for bøn.
År 2000 i bøn
Jesus siger: ?Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder. Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene? (Matt 6,9). Hvilken mægtig tilskyndelse til ?altid at bede? (Luk 18,1). Hvilken trøst overfor et nyt års tomme huller af frygt, forventning og forpligtelse. Vi gør os tanker og planer, men ved ikke, hvad vi skal fylde i hullerne, eller de i os. Hvilket evangelium da som børn at måtte komme til en Fader, der ved, hvad vi trænger til! Da mærker vi, at bønnen er gave. Og vi begynder at kunne slappe af, så vi kan forestille os, hvilken herlig hvile, der møder os ved Kristi andet komme. Udfra Kristi eget ord: ?Jeg kommer snart? beder vi da i tryg forventning med alle kristne gennem alle tider: ?Kom, Herre Jesus!? (Åb 22,20).
Et godt nytår i bøn og forventning!
|
1. Fader Vor
2. Helliget blive dit navn
3. Komme dit rige
4. Ske din vilje
|
Derfor skal I bede således ...
Vor Fader, du som er i himlene!
Fadervor er Guds børns bøn. Jesus indleder den med at sige: "Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det " (Matt 6,8). Hvor trøsterigt. Gud har ikke brug for vores bøn, som hedningerne "tror, at de bønhøres for deres mange ord" (v7). Når Jesus kalder til bøn, kalder han Guds børn til at hvile hos deres Far!
Hvilket evangelium for trætte og anfægtede bedere, som ikke synes, de duer til at bede. Netop dette er pointen i kristen bøn. "For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke" (Rom 8,26). Men hvad vi ikke kan og ved, ved Gud. "Derfor skal I bede således: Vor Fader!" (Matt 6,9) Og "Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for hellige efter Guds vilje" (Rom 8,26-27). Dette sker, når kristne på Jesu ord beder til Gud og siger: "Vor Fader!"
Luther siger: "Gud indbyder os hermed til at tro, at han er vor rette far og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære far." Vi får lov at være hos vores Fader, som ved, hvad vi trænger til! Det har vi altid brug for. Derfor beder vi: "Vor Fader, du som er i himlene!"
Helliget blive dit navn!
Det er Guds børns første og mest nødvendige bøn. Det tænker vi ikke altid, før vi beder. Men med bønnens tiltale drages vi ind i Guds faderomsorg, som forud ved, hvad vi trænger til. Da ved vi, at det dyrebareste og allermest nødvendige for os er at blive ved med at kende ham som vores Fader. Hans fadernavn må være os det allerhelligste, så vi vokser i tro og kendskab til ham og bevares hos ham.
Gud er fra evighed til evighed den samme. Og Gud være lovet for det. Det ville være et ansvar, der ikke var til at bære, om vi med vores bøn skulle få ham til at være og ville noget andet end det, han er og vil! "Guds navn er helligt i sig selv; men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os" som Katekismen siger. "Hvorledes sker det"" Svar: "Når Guds ord læres rent og klart, og vi som Guds børn lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos. Bevar os derfra, himmelske Fader!"
Guds ord er og bliver grundlaget for, at vi kan kende ham og være visse på at være hans børn. Det ved vi. Men vi glemmer let. Derfor beder vi: "Helliget blive dit navn!"
Komme dit rige
Det er Guds børns anden bøn. Og den er lige så uundværlig som den første. Heller ikke det tænker vi altid på. Men når vi med "Fader vor" lukkes ind hos ham, så ved vi det. Her er jo overhovedet grundlaget for, at vi kan tro os at høre hjemme i hans kongerige. Det skyldes ene og alene, at han har ladet det komme til os. Vi evner hverken at gribe dette rige eller at trænge ind i det.
"Guds rige kommer vel af sig selv" på Guds nådige vilje. Det er denne Guds nådig vilje, vi beder om at få lov at hvile og leve i, så hans rige "også må komme til os," som Luther forklarer. Det er helt og holdent Helligåndens gerning. Og derfor beder vi i denne bøn, som Katekismen siger, at "den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og hisset i evigheden."
Ét er jo at have Guds Ord og høre det lært rent og klart. Noget andet er at vi tilegner os det, så vi tror og går ind i Guds rige og lever vort liv dér med Jesus Kristus som vores konge og Herre. Dette under kan ingen nok så dygtig prædikant og nok så ihærdig lytter udvirke. Det virker Gud alene, når og hvor han vil, i dem, som hører, at de retfærdiggøres uforskyldt af nåde, som bekendelsen siger. Det glemmer vi let. Derfor beder vi: "Komme dit rige!"
Ske din vilje
"Ske din vilje som i himmelen således også på jorden!" Det er Guds børns tredje vigtige bøn før alt andet. Det glemmer vi let og vil også nogle gange helst glemme. Når noget vanskeligt får os til at spørge: "Hvor er du Gud? Sover du?" så beder vi som Jesus i Getsemane: "Fader, lad denne kalk gå mig forbi!" Men ved ordet "Fader" finder vi hvile og må tilføje: "Dog ske ikke min vilje, men din."
Vores Fader ved, hvad vi trænger til, og "alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud" (Rom 8,28). Når vi mindes om det, kan hjertet løftes op til himmelen og i denne bøn finde tryghed for livet på jord."Guds gode, nådige vilje sker vel uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os."
Gud har overblikket og ved, hvad der tjener os bedst. Vi kan have så mange planer og idéer, som går helt på tværs af Guds gode vilje med os og vor næste.
Hvorledes sker Guds vilje?
"Nå Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige hans navn og ikke lade hans rige komme, hvad der jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i hans ord og i troen på ham til vor sidste stund. Dette er hans nådige,gode vilje." Derfor beder vi i gode og onde dage: "Skedin vilje!"
|
|
JA til Den augsburgske Bekendelse i Augsburg 1530.
NEJ til bekendelsen i Augsburg 1999. |
Et nødvendigt og positivt "nej"
I november 1999 omtalte vi i kirkebladet en erklæring mellem Den romersk-katolske kirke og Det lutherske Verdensforbund, den såkaldte "Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren". Den blev underskrevet 31. oktober 1999 i Augsburg. Vi kommenterer og bringer vor kirkes officielle udtalelse.
Augsburg 1530 og 1999
Når parterne valgte at underskrive Fælleserklæringen i Augsburg, havde det symbolsk betydning. For det var i byen Augsburg, at "de evangeliske" i 1530 fremlagde deres trosbekendelse og afviste aflad, helgendyrkelse og mange andre misbrug. Pavekirken lyttede ikke efter, men gik til modangreb. Det førte til opdeling af kirken i en "evangelisk" og en "katolsk" fløj.
For mange betegner den 31. oktober 1999 et vendepunkt. Selv om der endnu er mange punkter, hvor Det lutherske Verdensforbunds kirker og Den Romersk-Katolske Kirke er uenige, mener man at have opnået enighed i det vigtigste lærespørgsmål: hvordan et menneske bliver frelst. Og hvis det virkelig var tilfældet, ville vejen være banet for sammenslutning af lutheranere og katolikker i en ikke alt for fjern fremtid. Augsburg 1999 kunne derfor kaldes for intet mindre end "en kirkehistorisk begivenhed."
Derfor er det vigtigt at tage stilling. For hvis der i Augsburg 1999 er enighed om evangeliets lære, kan kristne menigheder ikke stå udenfor. Heller ikke en lille evangelisk-luthersk frikirkes menigheder.
Danske biskoppers "nej"
Næsten alle kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund støttede "Fælleserklæringen" i Augsburg. Kun nogle små afrikanske kirker og Den danske Folkekirke sagde "nej". Folkekirkens biskopper skrev i deres redegørelse: Fælleserklæringen viser på adskillige punkter, at der ikke eksisterer en sådan fælles forståelse.
Det fik de fik mange skæld ud for af deres egen folkekirke. F.eks. skrev Kristeligt Dagblad 1. november på lederplads:
Repræsentanter for den katolske og de lutherske kirker satte i går i Augsburg deres underskrifter på en fælles erklæring, der markerer et nyt kapitel i de to kirkers indbyrdes forhold. ... De to kirker er i dag enige om, at mennesket frelses ved troen alene. ... Folkekirken brillerede imidlertid med sit fravær ved den kirkehistoriske begivenhed. I marts 1998 besluttede de danske biskopper på folkekirkens vegne, at folkekirken ikke kunne tiltræde erklæringen. Med den beslutning placerede biskopperne folkekirken i en lille sluttet kreds af lutherske kirker fra Cameroun, Liberia og Sydafrika, som heller ikke kunne tilslutte sig. ... Med mindre man i ramme alvor vil hævde, at folkekirken besidder en analytisk evne, som andre lutherske kirker savner, nødes man til at finde forklaringen i en særlig dansk kirkeforståelse. En kirkeforståelse, der giver sig udslag i vilje til dialog, men kun vil forpligtes, hvis den fører til, at de andre kommer til os.
Hilsen til biskopper og pressemeddelelse
Kristeligt Dagblad understreger, at folkekirkens biskopper er i mindretal, og fremstiller dem som bedrevidende teologer. Men det er vor opfattelse, at folkekirkens biskopper i denne sag faktisk ved bedre end flertallet i Det lutherske Verdensforbund. Derfor sendte jeg i Den ev.-luth. Frikirkes navn et brev til folkekirkens biskopper, hvor jeg gav udtryk for glæde over deres holdning. Der stod bl.a.: ... Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark glæder sig over, at retfærdiggørelseslæren er sat på dagsordenen. Det har været og kan fortsat blive til stor velsignelse både i den lokale menighed og på mellemkirkeligt plan. ... Vi glæder os over den teologiske begrundelse, som Den danske Folkekirkes biskopper har givet for deres nej til at underskrive Fælleserklæringen.
Biskopperne fik samtidig vor kirkes pressemeddelelse (se side 8). Den blev også sendt til Det mellemkirkelige Råd, Kristeligt Dagblad, Indre Missions Tidende, LM's Missionsvennen, Præsteforeningens Blad og enkelte andre kirkelige organisationer. Desværre gav det så vidt vi ved ikke anledning til omtale. I det hele taget var den kirkelige "højrefløj" i Folkekirken påfaldende tavs. Men vi kunne glæde os over en tilbagemelding fra Luthersk Missionsforening ved Claus L. Munck.
Søsterkirker
Lutherske Kirker, som står os nær i Europa og USA, har også arbejdet intensivt med resultatet af dialogen mellem Den romersk katolske Kirke og Det lutherske Verdensforbund.
Den selvstændige evangelisk lutherske Kirke i Tyskland (SELK) betonede i sin udtalelse, at man anerkender de bestræbelser, parterne har udvist. Men SELK påviste samtidig, at "Fælleserklæringen" er uklar, når det drejer sig om de afgørende udtalelser om, hvordan et menneske bliver gjort retfærdigt overfor Gud. Missourisynoden i USA udtalte sig om emnet både i bøger, studiedokumenter og i pressen. Kirkens præsident A.L.Barry omtalte "Fællesudtalelsen om retfærdiggørelsen" som "forrædderi af evangeliet."
Pressemeddelelsen
Sammen med kirkerne bag Nordisk Frikonference udsendte Den ev.-luth. Frikirke følgende pressemeddelelse. Den kan læses på www.vivit.dk/nfk. Yderligere baggrundsmateriale findes på adressen www.vivit.dk/jd
Lad os tage kaldet op!
Enhed er tiltrækkende og fælleserklæringer er herlige, når man er enige på Guds ords grund. Men Fælleserklæringen i Augsburg sammenblander tro og gerninger, så evangeliet forfalskes. Derfor siger vi NEJ til Augsburg 1999, men viser tilbage til Augsburg 1530. Reformatorerne dengang stolede på Kristus og kendte hans ord. Det gennemsyrede deres bekendelse.
Lad os derfor benytte denne anledning til med fornyet iver at fordybe os i Bibelens lære om, hvordan et mennesker bliver retfærdigt overfor Gud. Da grundfæstes vi i troen og kan med desto større glæde bekende os til Jesus Kristus i hverdagen.
|
Öm Evangelisk Alliance |
Bøn og fællesskab
Emnet er aktuelt i forbindelse med, at store dele af den protestantiske kristenhed i januar holder Alliancens Bedeuge. "Her er der tradition for, at forskellige kirkesamfund mødes i bønsfællesskab" som det hed i en indbydelse fra Indre Mission til bl.a.: Frelsens Hær, Apostolsk Kirke, Pinsekirken og vor kirke. - At åbne året i bøn og fællesskab er godt. Men hvilken bøn og hvilket fællesskab?
Katolsk eller evangelisk
Evangelisk Alliance er navnet på den internationale organisation, som står bag initiativet. "Evangelisk" tænkes her i modsætning til "katolsk". Og at Den romersk-katolske Kirke ikke er evangelisk, fremgår af, at man ikke entydigt lærer, at vi frelses alene af nåde og ved tro. Dermed mangler selve grunden for den fælles gudstjeneste og offentlige bøn, hvor man skal "kunne sige amen til din takkebøn" (1 Kor 14,16). - Den katolske Kirke er dog evangelisk så langt, at den fastholder, at dåben frelser, og at nadveren virkelig bringer os Jesu legeme og blod til syndernes forladelse. Det kan vi takke Gud for!
For flere af dem, der samles i Evangelisk Alliance forholder det sig modsat. Her kan man høre prædiken om frelse alene af tro og nåde; og det kan vi glæde os over. Men man mangler, hvad den katolske kirke dog har: dåbens og nadverens evangeliske fundamenter for kristent fællesskab! Mangler grundlaget så ikke også her for fælles gudstjeneste og bøn?
Her kan man ikke i sandhed "sige amen til din takkebøn" for, at dåben frelser; for Frelsens Hær finder hverken dåb eller nadver nødvendig! Man kan heller ikke "sige amen til din takkebøn" for, at vi som små bliver Guds børn i dåben; for Apostolsk Kirke vil kun vide af voksnes dåb og døber igen. Man kan heller ikke "sige amen til din takkebøn" for, at vi i dåben døbes med Helligånden; for Pinsekirken skelner mellem "vanddåb" og en bedre "åndsdåb". Selv med nære venner i missionsforeningerne er det svært enigt at bede om, at kirken må bevares fra falsk lære og partier ved nadverbordet. Et vist samliv med en reelt falsklærende kirke får jo Indre Missions støtte: "Missionsfolkene kan trods deres forbehold være med, ligesom i en familie på godt og ondt." (IM's gen.sekr. i KD 3.jan.)
Evangelisk eller evangelikal
Alliancen er altså ikke så evangelisk, som navnet lyder. Flere af deltagerne kalder sig da også evangelikale i den betydning, at man fastholder nogle enkelte punkter i evangeliet: Frelsen ved tro alene, Bibelen som Guds Ord, troen på jomfrufødselen, Jesu stedfortrædende død og opstandelse og hans genkomst. Men hvad Bibelen faktisk lærer, hvad evangeliet reelt er, og hvordan man kommer til og bevares i en frelsende tro på Jesus, er der ingen enighed om i alliancen.
Man allierer sig om at bede på tværs af uenighed om centrale evangeliske punkter! For man vil gerne vise en troens enhed og føle sig styrket ved manges bøn, som man mener bringer særlig velsignelse. "Samarbejdet ser vi begrænset til bedeugen" skriver indbyderen. - Men alligevel, er et sådant bønsfællesskab efter Jesu vilje?
Bibel og bøn
Jesus siger: "Når I beder, må [det] ikke være som hyklerne... for at vise sig for mennesker" eller "som hedningerne, der tror, at de bønhøres for deres mange ord... Men bed til din Fader, som ser i det skjulte..." (Matt 6,5-8). Vi skal bede altid og kan aldrig bede for meget. Men bønnen skal være til Gud og i overensstemmelse med Guds ord og nådens midler. Om dem, der tog imod evangeliet den første pinse, læser vi, at de "blev døbt og... holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne" (ApG 2,41-42).
Og Paulus beder: "Udholdenhedens og trøstens Gud give jer at være enige indbyrdes, som Jesus Kristus vil det, så I enigt og med én mund kan lovprise Gud" (Rom 15,6 gl.ov.).
Brug for bøn og fællesskab!
Vi har al mulig grund til at glæde os, når vi møder andre, der bekender sig som Jesu disciple, som kendes på, at de er døbt og lærer at "holde alt det, som jeg har befalet jer" (Matt 28,19).
Måske møder vi nogle, der bekender Jesus, men ikke er døbt; da kan vi tænke på, hvordan Peter om jøder, der var kommet til troen, "befalede, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn" (ApG 10,48). Andre er døbt, men har ikke forstået det med Helligånden; da kan vi tænke på, hvordan Priskilla og Akvila tog imod Apollos "og forklarede ham Guds vej mere udførligt" (ApG 18,26). Nogle forstår ikke nadveren, og vi kan minde om Paulus' ord: "fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme"; og at vi har "fællesskab med alteret", hvor vi spiser (1 Kor 10,17f).
Sådan kan vi tålmodigt drage andre med ind i et fællesskab, hvor evangeliet har frit løb, så alle af hjertet kan "sige amen til din takkebøn"; som Paulus formaner, at man "alle vegne skal bede uden splid" (1 Tim 2,8). Det fællesskab har vi brug for. Og flere gange i gudstjenesten opfordres vi: "Lad os alle bede!" Da beder vi netop ikke en privat, men en fælles bøn, som hele menigheden istemmer med "Amen". Vi går ikke op i at høre mange bede højt. Vi bønhøres jo ikke for de mange ord og beder ikke for at høres af mennesker, men af Gud. Derfor vender vi også stadig tilbage til Fadervor både som bønnens lærested og bønnens hvilested - i enrum og i menighedens fællesskab.
|
Mission i år 2000 / Nyt fra Nordisk Frikoncerence / Nordeuropæisk Luther-Akademi |
Mission i år 2000
Prof. Robert Kolb underviste på Luthersk Sommerferie 1999 om "kristent vidnesbyrd". I Missourisynodens blad Lutheran Witness 10/99 skriver han om: "Kristent vidnesbyrd i år 2000"
Årtusindsskiftet optager mange mennesker. Nogle spørger måske: "År 2000 ... 2000 år siden hvad?" Eller: "Hvorfor daterer vi efter Kristus? Hvad særligt var der ved ham?" Eller: "Jeg så udsendelsen, der viste, at Jesus ikke døde, men blot besvimede på korset, og at hans disciple siden fik det til at se ud, som om han var opstået. Hvad siger I kristne til det?"
I forbindelse med år 2000 vil der blive sagt og skrevet både det ene og det andet om Jesus. - F.eks. offentliggjorde Kristeligt Dagblad 24. dec. under overskriften "Jesus står stærkt blandt danskerne" en Gallup-undersøgelse, hvor 60% af de adspurgte svarede Ja til spørgsmålet: "Er Jesus efter Deres opfattelse Guds Søn?"
Nogle vil snakke med os, fordi vi tror på Jesus. Og vi vil gerne dele de gode nyheder med dem om, hvordan Gud elskede verden, således, at han gav sin Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).
Vi kan da tage afsæt i ovennævnte spørgsmål. Vi kan fortælle, at de jødiske myndigheder aldrig ville have ladet noget sådant at ske som i TV-udsendelsen. Og hensynsfuldt kan vi føre samtalen hen på, hvad Jesu blod og opstandelse betyder for os.
Vi kan også selv begynde samtalen: "Er det ikke underligt, at vores tidsregning begynder med Jesu fødsel?" "Hvorfor har Jesus mon haft så stor betydning for så mange, tror du?" "Har du nogensinde tænkt over, hvad Jesus har at sige om dig og dit liv?" "Hvad mener du om Jesus?"
År 2000 vil give os mange lejligheder til kristent vidnesbyrd. Er vi vågne, vil vi kunne yde vore medmennesker en enestående tjeneste. De vil få lejlighed til at høre evangeliet og modtage selve livet fra ham, som sagde: "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet."
Oversat og redigeret ved VL
Nordisk Frikonference
16.-17. sept. 1999 var vores kirke vært for denne konferences 5. samling i København. Der var 12 deltagere fra Finland, Sverige, Norge og Danmark.
Det er konferencens mål at skabe gensidig forståelse og kirke-fællesskab mellem på den ene side Den lutherske Forsamling i Stockholmsområdet og Den evang.-luth. Bekendelseskirke i Norge/Sverige og på den anden side Den finske Bekendelseskirke og Den danske Frikirke.
Der blev behandlet emner om bibeltolkning, retfærdiggørelsen i moderne forståelse, og præsteembedet.
Hver konference opleves som et skridt mod fællesskab; men det er møjsommeligt, bl.a. på grund af af vore forhold til andre kirker. Er det møjen værd? Pastor Asbjørn Hjorthaug fra Norge skriver i sin kirkes blad "Gratia" 3/99: "Gjennom flere år har vi hatt samtaler med menigheter og kirker i Sverige, Finland og Danmark. De står oss så nær, at vi når som helst kunne fejre det fellesskap, som Paulus beskriver i Ef 4,1-6. Men vi har endda ikke kommet til målet. Hvorfor forsetter vi disse samtaler? Ganske enkelt fordi Guds ord formaner os til å få et slikt fellesskap... Derfor kan vi aldri slå os til ro. - Minn Gud på løftene og be at flere finner sammen i et Åndens fellesskap både for enkelt mennesker, menigheter og kirker."
Næste konference er planlagt til august 2000 i Knapstad syd for Oslo.
Nordeuropæisk Lutherakademi (NELA)
På invitation af pastor H.O.Okkels deltog stud teol Nils Rydh og pastor Vagn Lyrstrand 2-5/9/99 i NELAs årskonference i Helsinki i Finland. Organisationen er stiftet i 1998 med det formål at bevare og fremme luthersk bibel- og bekendelsestroskab i Norden og Balticum.
NELA henter bla inspiration fra amerikanske "Luther-Academy", som er præget af Missourisynoden. Herfra deltog pastor John Fehrman, præsident D. Wenthe og prof. Daniel Preuss.
Der var 30-40 deltagere, flest fra Finland. Man fornemmede, at bibel- og bekendelsestroskaben står stærkere dér end i det øvrige Norden. Repræsentanter fra små lutherske frikirker i Norden blev hilst varmt velkommen. Der var flere vægtige foredrag omkring Helligåndens virksomhed i og gennem Ordet. Der blev ført nyttige samtaler. "Læren om kirken" blev foreslået som emne ved NELA-2000, som holdes i Norge.
Turens højdepunkt var dog for mig deltagelse i gudstjenesten ved en ungdomslejr i vor finske søsterkirke. Der var også anledning til at drøfte den kirkelige situation i Norden med præsterne Särelä og Närhi.
NELA-konferencen var præget af folk, der står - og vil forblive? - i folkekirken. Her var uro og rådvildhed. Men i den finske søsterkirke var der tryghed. Herren give vore små bekendelsestro kirker i Norden frimodighed til at være åbne, sandheden tro i kærlighed.
|
Dødsfald
Månedlige gudstjenester i Svendborg
Det nye alter
Ung forårsweekend, årsmøde og Luthersk Sommerferie
Bibelkalender 2000 |
Løsning menighed
Dødsfald
Lørdag d. 11. december fik Gunner Andersen hjemlov i en alder af 82 år. Han var født og vokset op i Hedensted/Løsning og havde gennem mange år sin faste plads i menigheden, ligesom han var kendt af mange i menighederne fra årsmøder og sommerlejre.
Begravelsen fandt sted 16. december fra kirken på Vinkelvej. Der blev prædiket over Zakarias' lovsang: "Lovet være Herren, for han har besøgt og forløst sit folk!" Ved graven blev der sunget "Skriv dig Jesus på mit hjerte." "Den korsfæsted' er min ære og min salighed skal være!"
Langelands Menighed
Månedlig gudstjeneste i Svendborg
Langelands menigheden lever i et område af landet, hvor der er stor åndelig nød. Både hungeren efter og forkyndelsen af Guds Ord synes ringe på Sydfyn. Hvor skal man gå i kirke, så man også kan gå hjem med glæde? Det kan vi i Lohals. Og vi har brug for det; derfor kører både præst og flere medlemmer og andre langt for at komme til kirke.
I menigheden vil vi gerne dele vores søndagsglæde med andre. Derfor indbyder vi til gudstjeneste og søger at udbrede Ordet. I flere år er medlemmer fra Svendborgområdet kørt til Lohals for gudstjeneste, og det vil de fortsat. Men samtidig vil vi prøve at indbyde til en månedlig Ordets gudstjeneste i Svendborg. Stedet er Medborgerhuset "Skallen" på Møllergade 99.
Baggrunden er dels vore medlemmer her og dels en kontakt til kristne, som står i folkekirken. De søger en søndagsgudstjeneste med en bibelsk forkyndelse. Lohals er langt væk, når man ikke hører til dér. Men nød og behov er dér i Svendborg. Derfor lægger vi ud og beder: "Komme dit rige!"
Tak for al forbøn. Og velkommen!
København, Martinskirken
Det nye alter
Endelig fik menigheden sit nye alter og knæfald. Det har vi set frem til med længsel. Siden vi tog kirken i brug ved sidste årsmøde har vi måttet affinde os med et lille pænt forklædt sybord og enten knæle på gulvet eller stå op. Men det nye alterparti var værd at vente på. Det er udført af orgelbygger Andreas Andresen i Neumünster og står meget flot i kirsebærtræ med en rød glød, der svarer til kirkens farver. Vi glæder os meget til at vise det frem og i løbet af foråret, hvor køkkenet er gjort færdig til servering, at invitere vidt og bredt. Håndværkere og andre, som har været med til at hjælpe og støtte. Vi husker særligt kirkens unge, som lagde grunden til den nu så vellykkede renovering. Ved en ungdomsweekend ryddede de ud og pakkede sammen og rev ned, så vi og vore amerikanske venner kunne begynde at bygge og forny. Det vil vi gerne sige tak for - fra Martins Menighed.
Ung forårs-weekend
Martinskirkens Unge arrangerer og indbyder til weekend-lejr 10.-12. marts 2000 i Simmerbølle på Langeland. Om søndagen fejres gudstjeneste med menigheden i Lohals kirke kl 10.30. For alle unge.
Årsmøde og Luthersk Sommerferie 2000
Den evang.-luth. Frikirke afholder, om Gud vil, sit 145. årsmøde den 8.-9. juli 2000 på Hedemølle Efterskole ved Bjerringbro.
I forlængelse af årsmødet afholdes Luthersk Sommerferie den 9.-14. juli. Der forventes deltagelse af en ungdomsgruppe fra Finland under ledelse af pastor Kimmo Närhi, der også vil bidrage ved møder (på svensk!). Program udsendes i løbet af foråret.
Lejrudvalget i København: Helene, Tanja, Jette, Nils, Visti, Bent, VL
Bibel-kalender år 2000
Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.
Bestil bibelkalender med læseplan til hverdage og søndagstekster for år 2000. Den tilsendes gratis. Bestil den på vivit-E-mail
|
|
|
