Tilbage til forsiden

Ugens andagt 2018

"Ugens andagt" kan åbnes fra forsiden: www.vivit.dk
Tidligere ugers andagt kan læses på denne side.

Uge 16

Hvor går du hen?

- Barnet var på legepladsen for et øjeblik siden. Nu er det væk. Mor er ængstelig. - Den unge på 18 vil rejse ud i verden på må og få ... Forældrene vil gerne vide hvorhen. Kan du ikke give os en kontaktadresse i Singapore eller på Bali? - I har været kærester eller endog været gift. Men nu er han gået. Kommer han mon tilbage? Du føler dig knust. - Du er blevet alvorligt syg. Hvem kan give dig håb? Findes der helbredelse? Hvis ikke, hvad sker der så med dig? - Hvor går du hen i ungdommen - i voksenlivet - og i alderdommen? Hvad er livets mening? Hvem kender vejen?

Sådanne spørgsmål var levende den sidste aften, hvor Jesus var sammen med sine disciple. Han havde fyldt deres liv med mening. Han havde vist dem, at menneskelivet har en uendelig høj værdi. Han havde talt om tilgivelse og lagt evigheden ind i deres hjerter. Men nu var han på vej væk. Derfor var de bange. Da sagde han: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.? .. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er" (Joh 14).

Jesus er Guds Søn. Da han forlod disciplene, gik han vejen gennem døden. Han gik derind, hvor den dårlige samvittig­hed frygter at komme. Han gik til vores Skaber og betalte den skyld og gæld, vi mennesker har ophobet hos vor Gud og Skaber. Nu er han tilbage. Han svarer på det sværeste af alle spørgsmål og siger: "Jeg er vejen, sandheden og livet." Derfor er det godt at være døbt og tro på ham. Frygten dukker stadig op. Men Jesus er der hele tiden. Derfor sejrer troen og håbet.

"Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.? .. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er" (Joh 14)

Uge 15

Genindvielse af hjertet

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang (Johannes 10,22).

Med "genindvielsesfesten" fejrede jøderne, at deres tempel i Jerusalem var blevet befriet år 164 før Kristi fødsel og genindviet til gudstjeneste for den eneste sande Gud. Afgudsdyrkelse, vantro og falske guder var kommet ind i templet, da en konge fra Syrien tog magten over jødernes land. Men troen kom tilbage. Gudstjenesten vendte tilbage. Guds ord fik igen plads.

Sådan kan Guds vilje også forsvinde ud af vores liv. Der kan blive tomt, så trøsten, håbet og kærligheden fra Gud og hans nærvær er borte. Vores legeme bliver til et afgudstempel, når vi inde i vores tanker og sjæl dyrker os selv og dyrker skabningen frem for skaberen.

Sådan er det med hver eneste af os, hvis ikke Gud genindvier os, dvs. genføder os. Når Gud overvinder hjertet og vender tilbage med tilgivelse, håb og kærlighed, er der virkelig noget at fejre. Gud er tilbage. Bønnen er tilbage. Guds ord er tilbage. Vi begynder igen at holde gudstjeneste i hjertet. Og det er det bedste, som kan ske for et menneske. Det fører store ændringer med sig. Ja, mere end det. Mere end ommøblering, nemlig genfødsel.

Genfødsel er noget helt andet end at ommøblere sit liv og forsøge at gøre sig selv til et bedre menneske. At blive kristen og få troen betyder jo, at vi får fællesskab med Jesus Kristus. Han kommer med tilgivelse og nåde. Og han bliver vores Herre.

LINK til tempelindvielsesfesten år 164 f.Kr.fødsel.
Og her er verset i sin sammenhæng:
Johannesevangeliet 10,22-31:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter,
og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.  Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.

Uge 14

I virkeligheden

Matthæus 28,1-8

I sidder sammen ved morgenbordet. Du fortæller de andre noget, du har oplevet: Det lyder fantastisk. Men så spørger de: „Hvor skete det? Hvornår skete det? Hvem så det?“ "Det var noget, jeg drømte i nat, men synes I ikke, at det var smukt?" - Og jo. Men det var kun en drøm. Det skete ikke i virkeligheden.

På morgenbordet står en påskelilje. Den er ikke plukket i nogens tanker eller drøm, men vokset frem i haven. Den har sit løg et sted i jorden. Det var din hånd, der plukkede den. Nu står den i vasen i al sin pragt og dufter. Den er virkelig.

Sådan er det med påskeevangeliet og Jesu opstandelse fra de døde. Det er ikke en oplevelse i en drøm eller i andres tanker. Jesus opstod fra graven "den første dag i ugen"! Maria Magdalene og den anden Maria, Jakobs mor, og Salome mødte ham. Stedet, hvor han opstod, var et helt bestemt sted, nemlig Josef af Arimatæas grav udenfor Jerusalem. Evangelisterne fortæller. De kunne ikke tro det i begyndelsen. Men de så den tomme grav. Det blev forkyndt for dem af øjenvidner. Og Kristus selv kom til dem og åbnede Skrifterne for dem, så de så, at han måtte lide og død for deres synder. Da troede de, at han var deres Herre og Frelser. I virkeligheden.

Kristus-tro er tro på virkeligheden, på det, som skete på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted. Det er tro på Ham, som døde for vore synder og opstod fra de døde påskemorgen - i virkeligheden! Der var navngivne vidner til det. Og i De hellige Skrifter i Bibelen møder vi det som profeti og opfyldelse. Derfor tror vi, at Jesus er vores redningsmand i liv og død.

For vore synder er han død,
til vor retfærdighed han brød
de stærke dødens porte.
At han opstod, det viser grant,
at synden ganske vistog sandt
er død og evig borte,
vor nat er brat
overvunden og forsvunden,
da vor søde Jesus han stod op af døde.
Gl. DS nr. 199v2

Uge 13

"Havde jeg dog bare vidst det!"

Johannes 13,1-15

"Havde jeg dog bare vidst det." Sådan tænker og siger vi nogle gange. Men da er det for sent. Vi vidste det ikke. Og derfor handlede vi forkert. Helt forkert.

Skærtorsdag fortæller evangeliet, at Jesus gjorde, hvad han gjorde i påsken, fordi han vidste, hvad han vidste. Og han hjælper disciplene og os til at forstå noget, som gør det muligt for os at tro og handle anderledes, end vi ellers ville have gjort. Derfor er evangeliet en stor gave. Det giver os TILLID til Gud midt i livet og døden. Og det KALDER os til kærlighed her og nu..

Hvad Jesus vidste: Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen. … og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud. Han vidste, hvem han var: at han var udgået fra Gud, at han altså havde været i herligheden hos Faderen fra evighed af, men var kommet til menneskene som frelser. Det vidste han. Og han vidste også, at han skulle vende tilbage. Hans liv som Guds Søn var ikke en usikker ting. Da han blev født, blev han født som Guds søn. Han var det, da han var 12. Og han var det, da han blev døbt, da han blev fristet, da han blev svigtet. Han var det, når han trøstede og underviste, og da han gik til Jerusalem, og da han døde på korset og sagde: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Han var udgået fra Gud og skulle tilbage. Han vidste, hvem han var.

- Det forkyndes nu for os, så vi kan kende ham og tro på ham!

Hvad Jesus gjorde: Evangelisten fortæller: - så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han gjorde det, som den ringeste – slaven – skulle have gjort. Discip­lene havde forberedt påskemåltidet. Også sat et vaskefad frem – sørget for vand i en kande – og lagt et klæde klar. Måske var de spændt på, hvem Jesus ville bede om at vaske fødder. Men så rejste han sig og gjorde det selv. Fordi han vidste, hvad han vidste! Han vidste at de havde brug for tilgivelse – renselse. Han sagde: "Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig." Derfor gjorde han, hvad han gjorde.

- Det forkyndes for os, for at vi må tage imod hans renselse - og også vaske hinandens fødder!

Uge 12

Giver det mening at ofre?

Johannes 12,1-11

Giver det mening at ofre sig eller ofre noget for nogen? Vi spørger umiddelbart, hvad vi selv får ud af det. Og om vi har råd til det. Og måske er det rimeligt at spørge. Men hvis vi nøjes med de svar, vi selv kan give, blive der nok aldrig tale om at vi ofrer noget til nogen - eller til Gud.

Der er hjælp til os på søndag i kirken. Her handler evangeliet om, at Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vel­lugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: "Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?" Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for penge­kassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den.

Evangeliet fortæller om Marias tjeneste og store offer for Jesus, og Judas’ argumenter imod at ofre så meget. En kostbar nardusolie til en værdi af 300 denarer svarede til en årsløn. Hun gav det til ære for Guds Søn. Det meste brugte hun sabbatten før påske i Betania, da hun salvede hans fødder og hår. Hun bekendte dermed: "Jesus, du er den salvede! Du er Messias!" Og resten gemte hun til hans begravelse langfredag.

Her åbner Jesus for betydningen af at ofre, så mennesker kan vide, at han er Messias, verdens frelser. Han har reddet os fra døden ved at dø i vort sted. Han bar vore synder. Det skal forkyndes. Og kristne må bringe ofre (af tid, penge og kræfter) i menigheden, så der kan holdes gudstjeneste, prædikes og missioneres.

Men er det ikke bedre at give en skærv til socialt arbejde? - Jesus svarer på søndag i evangeliet. Og i svaret ligger også en opfordring til at tage sig af de fattige.

Så ja. Det giver mening at ofre. Men svaret er langt større end det. For ingen af os ville leve, hvis ingen havde ofret for vores skyld. God søndag!

Uge 11

Gemmer på lovsang

Lukas 1,46-56

Når vi er glade, er der altid en årsag. Og når vi giver udtryk for glæde, hænger det meget sammen med, at der er nogen, som vil glæde sig med os. Ellers holder vi hellere glæden for os selv.

Sådan er det også med Marias lovsang. Den har sin årsag i det store under, at Maria skal være Herrens moder. Og den bryder frem i en bestemt situation. Det antydes med det lille ord ”da”. Da sagde Maria … Indtil da havde lovsangen været gemt i hendes hjerte, gemt som en skat, hun bar på, men ikke turde synge om og ikke kunne komme af med.

Gemmer du måske også på en lovsang? Hvis ikke, så er der mulighed for at få en lovsang, når vi lytter til Maria. Hun synger nemlig for os. Du kan høre den i kirken på søndag d. 18. marts.

Her er den: Da sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre - mod Abraham og hans slægt til evig tid.
Maria blev hos hende hen ved tre måneder og vendte så hjem.

Uge 10

Guds Søns magt over naturen og os mennesker

Johannes 6,24-37

”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?” Det undrede jøderne, hvordan han var kommet over søen. Gennesaret sø. 13 km bred, 21 km lang, 43 m dyb. Som et stykke af Storebælt. De havde været hos ham på den anden side af søen, i ørkenom­rådet, hvor han havde givet dem mad. Johannes fortæller lige før vores tekst, at de vidste helt sikkert, at Jesus var ikke taget med disciplene, da de sejlede tilbage til Kapernaum om aftenen. Men om morgenen var han ikke til at se. Og nu fandt det ham i Kapernaum. Hvordan gik det til?

Disciplene kendte svaret. Jesus kom tilbage til Kapernaum i løbet af natten. Han gik over havet. Han, som sørgede for mad til 5000, kan gå på havet. Han er den Herre, der griber ind i naturens orden og bruger naturen til gavn for mennesker. Derfor blev den skabt! Men med syndefaldet fik den lov at møde os med modstand, vi ikke kan overvinde: tjørn og tidsel, og den legemlige død. Derfor sætter Gud nogle gange naturens love og regler ud af kraft for at redde os. Særligt når vi dør. Men også mange andre gange i livet, når han underfuldt redder os. Det gør Faderen sammen med sin Søn, Jesus Kris­tus. Han siger sådan om sig selv: ”Jeg er det brød, som kommer ned fra himlen og giver verden liv” (v33). ”Verden” – altså også os som er i kirke.

Sådan viser evangeliet, hvem Jesus er: at Jesus er ét med sin Far og gør, hvad intet menneske kan. Og samtidig er han et menneske som os. Han var selv alene i en ørken, hvor han led sult, indtil hans far lod det få ende. Og han giver de andre mad. Og han er jo også det menneske, som i påsken blev fanget, hånet, pisket og korsfæstet. Han døde som en forbryder på et kors. Han sank han ned i under­gangens grav belæsset med alle vore synder. Men han går på bølgerne og redder disciplene i stormen.

Uge 9

Hårde ord og gode ord

Johannes 8,42-51

Først de "hårde ord": Jesus spørger i søndagens evangelium: ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre! Og hvorfor kan I ikke høre? Fordi I har Djævelen til Fader.” Og derpå beskriver han Djævelen som en morder fra begyndelsen – og en løgner. Og han spørger: ”Hvorfor tror I mig ikke, når jeg siger sandheden? - Fordi I ikke er af Gud.”

Der kalder billeder frem fra bibelhistorien: Vi føres i tanken med tilbage til for længe siden, dengang livet var nyt og menneskene splinter nye. Dengang livet begyndte, sneg en løgner sig ind på de første to mennesker, Eva og Adam. Løgneren "lirkede" ved Guds ord med spørgsmålet: "Har Gud virkelig har sagt?", og "I skal blive som Gud!" (1 Mosebog 3). Og løgnen erobrede dem.

Vi fornemmer en underlig døvhed brede sig mellem mand og kvinde. Pludselig er de fremmede for det, Gud havde sagt, fremmede for hans kærlighed og fremmede for hinanden. Adam siger: ”Kvinden, som du satte ved min side, tilbød mig frugten. Derfor spiste jeg." Han skyder skylden på hende og ønsker både at være fri for Gud og for kvinden.

Manden er ved at skille sig fra Gud, som skabte ham, og fra kvinden, som Gud gav ham. Og hvad har en mand da tilbage? Måske forestiller han sig, at han nu er sin egen Herre. Men sandheden er, at denne dobbelte skilsmisse fører manden ud i døden.

Vi, som er mænd, fornemmer måske, at det nok slet ikke er så længe siden, det fandt sted. For det sker også i vores liv, og i kvinders liv. Vi mærker, at denne virkelighed kan vokse ud af vore egne hjerter og gøre os døve, få os til at bebrejde dem, vi ellers holdt af, og gøre os skyldige og ensomme.

Og nu de "gode ord": Faktisk var de hårde ord, vi hørte for et øjeblik siden, gode ord. For de fortæller os sandheden. Derfor er første del af evangeliet godt, selv om det er hårdt. Men Jesus fortsætter med flere gode ord. De lyder sådan: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

Jesus lokker og drager alle mænd til at være hos den mand, som overvandt skilsmissen mellem Gud og os. Manden er Jesus, Guds Søn! Han overvandt fjendskabet ved at dø på korset for vore synder. Jesus taler til os om nåde og tilgivelse og rækker ud efter os med sit ord og lover os evigt liv! Det ord må vi holde fast ved. Da har vi fællesskab, nåde og liv med Gud og med hinanden.

Uge 8

Sat ud af spillet

Markus 9,14-29

Evangeliet fortæller om en far, som kom til Jesu disciple med sin besatte dreng. Han bad dem om at drive den onde ånd ud. Men disciplene kunne ikke. Senere kom Jesus og så, hvad der foregik. Og faderen kom til Jesus med sit problem. Og Jesus sukkede både over sine disciple og al den lidelse og vantro, han var omgivet med: "Åh, du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer?" Og faderen bad Jesus: "Hvis du kan, så forbarm dig over os og hjælp os.!" Og han tilføjede: "Jeg tror, hjælp min vantro!"

Dette evangelium vil sætte os ud af spillet, så vi lærer at bede. Men forstår vi det? - Jesu disciple forstod det åbenbart ikke. De ledte efter en forklaring og spurgte Jesus: ”Hvorfor kunne vi ikke uddrive den onde ånd?” Det var ikke gået op for dem, at det ikke handler om vore egne tros-kræfter, men om at bede og overlade sagen til en anden, ham, som kan, hvad vi ikke kan. 

Jesus svarede disciplene: "Den slags kan kun drives ud ved bøn." Og da er vi måske tilbage i tanken om, at det kommer an på vores åndelige styrke og bønskræfter. Men det forholder sig lige modsat. Kristen bøn udtryk for, at du ingen kræfter har, ja, at du kun én mulighed her i livet: at bede til din Gud og Far i Jesu navn.

Uge 6

Om tiggeri

Lukas 18,35-39

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. 

Tiggeri kan forstyrre. Det mente folkeskaren, som var på vej til Jerusalem sammen med Jesus. Mennesker var begejstredte for Jesus og så frem til, at han skulle indsættes som Konge i Jerusalem. Og derfor var der ikke tid til en tigger og hans tiggeri. Han forstyrrede det vigtige, som skulle ske.

Men Jesus mente noget andet. Han standsede og satte tiggeren i centrum.

En hastelov om at forbyde tiggeri blev i sommeren 2017 vedtaget af Folketinget. Den nye lov skærper straffen for såkaldt "utryghedsskabende tiggeri". Tiggere risikerer fremover 14 dages ubetinget fængsel, hvis de tigger på gågader, stationer eller i offentlig transport. Loven blev vedtaget med 78 stemmer for og 23 imod. - - Jo, tiggere kan forstyrre os og gøre os utrygge. Det gider vi danskere ikke at finde os i. Vi har jo regler for kontanthjælp. Mennesker i nød kan bare henvende sig til kommunen!

Det er sandt, at tiggere kan være uforskammede og gøre andre utrygge. Folketinget har ret til at lovgive imod det. Men evangeliet på søndag om Jesus og en blind tigger vil få os til at stoppe op. Og endnu vigtigere: JESUS stopper op og vil have kontakt med tiggeren. - Evangeliet handler om, at Guds Søn kom til os, for at være frelser for tiggere.

Egentlig er alle kristne jo tiggere. Dagligt tigger du jo om brød og om tilgivelse: "Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld!" Og det er Jesus, der selv har lært os at tigge på denne måde. Og tænk, hvis Gud straffede os for at plage ham på en uforskammet måde? Men det gør han ikke. Han elsker tiggere. Det må vi være glade for! Derfor kan vi bare tigge løs og stole på Jesus Kristus.

Uge 5

Om at have talent

Matthæus 25,14-30

Udtrykket "at have talent" stammer fra Matthæusevangeliet 25, som kan høres i kirken søndag septuagesima d. 28. januar.

Jesus fortæller en lignelse om en mand, som giver sine tjenere en, to og fem talenter, som de skal bruge bedst muligt for ham. En talent svarede på bibelsk tid til ca. 30 kg sølv eller 6000 drakmer. Det var værdien af 13 års lønarbejde. Talenterne svarede således til et forskud på løn i 1x13, 2x13=26 eller 5x13=65 år. Store summer, som peger på, at talenterne er forbundet med vigtige livsopgaver!

Er du far eller mor, har du fået en stor talent og opgave, at sørge dit barn. Det er mindst 13 års intensivt arbejde. Giv dit barn mad og tryghed. Giv det glæde i hverdagen, og opdrag og oplær det i troen på Gud. Vær mor og far med alt det, Gud har givet dig: dine evner, din tid og din økonomi.

Er du gift og har en ægtefælle, da elsk og ær din ægtefælle i 26 eller måske 65 år - indtil døden skiller jer eller jeres Herre kommer tilbage. Gør det med alt, hvad du er og har.

Hvis du lever alene, er du ikke kaldet til at være ægtefælle og forælder. Hvad skal du da bruge dine talenter til? Tænk på Jesus og Johannes Døber, som heller ikke var gift. Tænk på kvinder og mænd i bibelen, som hverken havde børn eller ægtefælle, men blev til velsignelse for andre menneske. Og læs den lignelse, som Jesus fortæller i Matthæusevangeliet 25 lige efter den om "talenterne". Her siger han: "Jeg var sulten og tørstig, og I gav mig noget at spise og drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. ... Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort imod mig."

Det er store livsopgaver, som fylder livet med mening i lige så høj grad som 13 års børneopdragelse eller 26 eller 65 års ægteskab. Her er nok at gå i gang med for os alle.

I lignelsen fik de, som brugte deres talenter, dobbelt udbytte. Det skal fortælle dig, at du kan arbejde med frimodighed i vished om, at Jesus Kristus er din gode Herre, og at du aldrig er alene. Din Herre elsker dig, din familie og din menighed. Han gav dig dine talenter, for at du skal bruge dem i kærlighed i det kald, der er dit. Hvis andre har flere talenter end dig, er det fordi de har andre opgaver, end du har. Og har de færre, er de heller ikke af den grund mindre værd end dig. De har blot et andet kald fra Gud.

Bøn: Tak, Gud, at du har kaldt mig til at tilhøre dig. Og tak for kaldet til at tjene dig i hverdagens liv med min næste! Amen  

Uge 3

Herlighed

Johannes 12,24

Jesus siger: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Her er selve beviset for hans kærlighed og herlighed, og at han er verdens frelser. Det er, hvad Jesus her fortæller sine disciple og os. I har set alle tegnene. Nu kommer selve sagen, nemlig hvedekornet, der falder i jorden og dør. Netop sådan bærer det frugt.

Hvedekornet er uanseeligt i sig selv. Og hvis det ikke lægges i jorden og dør, vil det være lige så unyttigt som en lille sten på fortovet. Men hvedekornet har noget i sig, som giver liv. Netop herligheden bliver først at se, når hvedekornet dør. Hvedekornets herlighed er, at det kan blive til mange korn - mange brød – at det kan bespise hele verden. Og det sker ved, at det lægges i jorden og forgår. Det er herligt.

Hvilke konsekvenser får det for Jesus? Han svarer: ”Nu er min sjæl i oprør.” Han er forfærdet og i oprør indvendig – i sjælen. I oprør som havet, der bruser. I oprør, som vi også kan være, så vi ikke kan falde til ro.

Da han viste disciplene tegnet på sin guddomsherlighed, stillede han stormen på søen. Han var herre over oprøret. Men nu skal de se han herlighed fuldt ud. Og da ser de, at han går under. På korset! For han vil give liv til dem i deres rædsel, i deres undergang og i deres død. Han vil være livgiver for dem og for mange. Han giver sit liv som løsesum for mange, derfor rammer oprør og rædsel ham. Han tjener os som hvedekornet.

Uge 1

Min nye kalender 

Jakobsbrevet 4,13-15

Jeg fik en Mayland 2018-kalender af min søster i julegave. Med alle det nye års datoer. Jeg vil skrive i den. Planlægge. Parallelt med min Google-kalender. Det hører jo med til at leve. Dejligt med en åben og ny kalender, hvor jeg kan bestemme over min fremtid og skrive ned, hvordan den skal blive! - Og så aner jeg alligevel ingenting. Ligesom min søster heller ikke kender 2018. Vi talte om det i julen. Jo, hun har planer for sig og sin mand, ligesom jeg har for mig og min familie. Men vi har også bekymringer. Året kan blive langt bedre, end vi tror. Men vi kan også rammes af ulykker.

Da er det rammende at læse i Jakobsbrevet 4: "I, som ikke aner, hvordan jeres liv er morgen ... I er jo kun en tåge". Det rammer min søster. Og mig. Og det ændrer min kalenderskrivning radikalt. Jeg aner jo ikke, hvordan mit liv er i morgen. Hvorfor så planlægge? - Jo, planlægge må jeg. Det skal jeg. For min egen skyld. For min menigheds skyld. For min families skyld. Fordi det hører med til at leve. ... Men når jeg tænker efter, hvad nytter det så? Da jeg jo kun er en tåge, hvad nytter så al min planlægning?

Godt, at Jakob har mere at sige om min kalender. Han uddyber med disse ord: Og nu, I, som siger: "I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge" - I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: "Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det." (Jakob 4,13-15).

Da jeg læste det, skrev jeg forrest i min nye kalender: "Jeg er jo kun en tåge. Men hvis Herren vil, så skal jeg leve og kan gøre det og det." Det vil være mit nytårsforsæt: at tænke på disse ord fra Gud, når jeg skriver nyt i min Mayland og Google-kalender. Og jeg vil bede: "Far i Himmelen, mind mig om, at jeg kun lever, fordi du vil at jeg lever. Og vis mig, hvad du vil, at jeg skal leve for. Hjælp mig til at skrive kalenderen forud - og takke dig bagud."

Godt nytår 2018 i Jesu navn!

Ugens andagt fra www.vivit.dk,
Ideer og kommentarer er velkomne!
Skriv til post@vivit.dk.